Anna Wejdemann

Psykolog i Århus

Adoption                                                                                                                  

Flere års arbejde indenfor adoptionsområdet har givet mig stor erfaring med:

Rådgivning til adoptivfamilier med både små og store børn.
Familieterapi i adoptivfamilier.
Samtaleterapi med børn, unge og voksne adopterede.
Rådgivning, supervision og undervisning til fagpersoner, der arbejder med adoption.

Samtaleterapi med adopterede

Samtaleterapi med adopterede er, som alt andet terapi, forskelligt og afhængigt af den enkelte person. Men der er også nogle temaer, som går igen. For børn og unge handler det ofte om forholdet til forældre, kammerater og sig selv. Man oplever måske man er bange for flere ting end ens kammerater eller man er oftere ked af det. Det kan være man spekulerer meget over det at være adopteret, skille sig ud med et anderledes udseende, de biologiske forældre osv. For ældre unge og voksne adopterede er det, udover almindelige problemer som angst og depression, det der fylder, forholdet til ens adoptivforældre, forholdet til en selv, lavt selvværd, vanskeligheder i parforhold og spekulationer omkring det selv at skulle være forælder.<

Familieterapi i adoptivfamilien

Familieterapi vil altid have udgangspunkt i forholdet mellem familiens medlemmer, aldrig kun have fokus på ét familiemedlem som problembærer. Det er typisk temaer som tilknytning, problemer med at omgås hinanden, mistillid og mistro og løsrivelse fra forældre vs afhængighed af forældre, der er temaer for familieterapi. Der arbejdes i familieterapi med at alle får sat ord på det der rører sig i dem, at alle får hørt hinanden og at hvert familiemedlem, udfra sine forudsætninger, tager ansvar for at bedre samværet og samspillet i familien. Ofte vil en familieterapi afsluttes med at man i familien aftaler, hvordan man helt konkret kan ændre samspillet i positiv ændring, og med fokus på hvert familiemedlems bidrag hertil.

Rådgivning til adoptivforældre om adoptionsrelaterede emne

Rådgivning har udgangspunkt det, jeg kalder “de tre søjller”, som rent faktisk ikke er adskilte men indbyrdes gensidigt afhængige. For overskuelighedens skyld kan det dog være hensigtsmæssigt at lave en opdeling og her nedenfor er nogle eksempler på, hvad der ligger indenfor områderne:

Adtoption og kroppen, det fysiologiske

Det lille barn fødes med en biologisk parathed til tilknytning og udvikling. For børn almindeligvis gælder det, at får de basalt den næring de har brug for, og bliver de mødt af sensitive forældre der dækker deres behov, vil deres nervesystem og hjerne udvikle sig harmonisk og give det enkelte barn de bedst mulige forudsætninger for tilknytning, at udvikle sociale kompetencer og få gode indlæringsevner.

Adoptivbarnet er ofte allerede inden fødslen i et ikke optimalt fysisk miljø på grund af stress og dårlig ernæring hos den biologiske mor. Fødslen i sig selv kan være stressende og barnet kan have forskellige sygdomme som spæd, der altsammen stresser barnets krop og centralnervesystem.

Dertil kommer svigt, tab og manglende fysisk stimulation. Med dette miljø vil det basale overlevelsessystem, som vi alle er født med, blive overaktivt i barnet. Det system har sit udspring i den mest basale del af vores hjerne, og hænger evolutionært sammen med vores evne til i en fjern fortid at overleve på savannen hvor reelle farer som tigre og løver lurede konstant. Her var en altid aktiv og vagtsom hjerne, der på split sekunder kunne reagere på en fare eller en mulig fare bedste overvelesesmiddel. Det gamle hjernesystem er fortsat let aktiverbart i os, og har man oplevet mange stressorer, ubeskyttede og farlige situationer som spæd og lille, betyder det, at hjernen vil være langt mere tilbøjelig til at gå i overlevelses-modus, end i det barn der har haft en tryg start i livet. De mekanisker, som “savannehjernen” betjente sig af var dem som man på engelsk kalder “running, fighting og hiding”. Enten aktiveredes den del af centralnervesystemet, som muliggør kamp og flugt, eller også aktiveredes den del af centralnervesystemet som gør at vi kan “gemme os” eller nærmest stivne i en tilsyneladende tilstand af manglende følelsesmæssige reaktioner.

Tilsammen betyder det at mange adoptivbørn har et stresset nervesystem, problemer med arousal (vågenheden i hjernen) og sansemotoriske- / sanseintegrationsproblemer.

Det kan give uro og hyperaktivitet, søvnproblemer, koncentrationsproblemer og indlæringsvanskeligheder. I samspillet med andre kan det give problemer med voldsomme følelsesudbrud over små ting, problemer med at forstå og have empati for andre, problemer med lavt selvværd og følelsesmæssig isolation / følelsesmæssigt at lukke sig ned.

Adoption og følelser

Når det lille barn spejles – det vil sige mødes af en empatisk forælder, der kan gætte barnets behov og reagere relevant herpå – udvikler det en god og tryg tilknytning. Børn med mange skift, tab og brud, børn der er opvokset i plejefamilie og på børnehjem er ikke blevet spejlet tilstrækkeligt. Der har været voksne, der tog sig af barnet, men kontakten har også været ustabil og utilstrækkelig, og afhængigt af sårbarheden hos det enkelte barn vil det udvikle mere eller mindre usikker tilknytning og lav selvværdsfølelse. Mange adopterede kommer sig relativt nemt og hurtigt efter adoptionen, andre har mere eller mindre langvarige følger af den svære start.

Her arbejdes der altid med barnets følelsesmæssige historie. At adoptivforældrene giver den, tør være i den sammen med deres barn er meget helende, viser erfaringen. Barnets tilknytning bedres og det falder ofte mere til ro.

Her arbejdes med at øge adoptivforældrenes sensitivitet overfor barnets bagvedliggende behov og følelser, og der arbejdes med hvordan man som adoptivforældre er i den svære balance både at skulle skabe tilknytning til et barn og regulere evt uhensigtsmæssig adfærd.

Et vigtigt område er også affektregulering, det vil sige evne til at rumme følelser og give dem et passende udtryk. Mange adoptivbørn kan “tænde af” på et splitsekund og som forælder nåede man måske dårligt at registrere hvad der skete før ens barn var dybt  ulykkeligt og ude af sig selv af raseri. Måske bliver man også selv vred og ked af det, sådan er det ofte når man står afmægtig overfor at kunne hjælpe sit barn

Indsigt i de overlevelsesstrategier, barnet har med, er også et vigtigt område. Det kan være børn der “lukker ned” eller bliver meget udadreagerende ved selv de mindst krav og afvisninger af barnet. Eller børn, der er overtilpasningsparate, men som under overfladen er mere stressede og mere på arbejde end man umiddelbart kan aflæse.

Adoption og sociale kompetencer samt pædagogisk tilgang

Dette arbejdes med i forhold til hjemmet, men også i forhold til institution. Kan barnet lege med andre, eller efterligner det mest de andres leg? Ved barnet hvordan det skal begynde en leg, være i den og afslutte den på en god måde? Kan barnet aflæse de andres signaler? Der kunne laves en lang liste af spørgsmål man bør stille sig selv.

Som forældre kan man få hjælp til at arbejde med disse temaer så barnets udvikling sikres bedst muligt, og det vil ofte ske i samarbejde med det pædagogiske personale i barnets pasningstilbud eller skole, da det i høj grad er i samværet med andre børn, de sociale kompetencer udvikles. Får det pædagogiske personale viden om betydningen af de tidlige svigt, det adtopterede barn altid har oplevet i større eller mindre grad, og specifik viden om det enkelte barn, kan de guide og støtte barnet bedst muligt.

Der kan være tale om forældrevejledning, og / eller vejledning, undervisning og supervision af personale der er knyttet til det enkelte barn eller større grupper af personale.